De 5 antagelser, der ødelægger de fleste pensionsberegninger

De fleste pensionsberegninger er ikke forkerte i regnestykket. De er skæve i antagelserne. Efter at have kigget på hundredvis af planer, går de samme fem antagelser igen. De er sjældent dramatiske alene. Sammen kan de gøre en solid plan skrøbelig, uden at nogen ser det.

1. Afkastet bliver som gennemsnittet af de sidste 30 år

De sidste 30 år har været usædvanligt gode for både aktier og obligationer i mange lande. Faldende renter har givet obligationer medvind, som ikke længere blæser samme vej. Aktievurderinger er også højere end deres langtidsgennemsnit i store dele af verden.

Det betyder ikke, at fremtiden bliver dårlig. Det betyder, at det ikke er sikkert, den bliver som den nære fortid. En mere forsigtig planlægningsantagelse ligger typisk 1 til 2 procentpoint lavere end de historiske gennemsnit.

2. Inflationen holder sig omkring 2 procent

Igennem de sidste to årtier har inflationen i Danmark og de fleste vestlige lande ligget tæt på 2 procent. De sidste fem år har vist, at det ikke er givet.

For en pensionist er inflation ikke bare et abstrakt tal. Det er en direkte reduktion af den reelle værdi af hver måneds folkepension og hver udbetaling fra opsparingen. En plan, der antager 2 procent inflation, men møder 4 procent i flere år, kan blive markant hårdere ramt end de fleste forventer.

Test din plan med højere inflation, ikke fordi det bliver sådan, men fordi det er en risiko, du bør have set før den kommer.

3. Du bruger det samme hvert år

Standardantagelsen i næsten alle pensionsplaner er, at forbruget er konstant, blot inflationsreguleret. Virkeligheden er sjældent så pæn.

De første fem år af pensionen er ofte de dyreste: rejser, hobbyer, det udskudte projekt. Årene fra 75 til 85 er ofte lavere, fordi de aktive omkostninger falder. Og de sidste år kan være markant dyrere igen, hvis der kommer plejebehov.

En mere ærlig plan har mindst to eller tre forbrugsfaser, ikke ét fladt niveau.

Pensionen har ikke ét forbrug. Den har mindst tre.

4. Du lever til dit gennemsnit

Middellevetiden er et gennemsnit. En betydelig del af befolkningen lever længere, og derfor bør planen også testes mod en højere alder. Hvis din plan lige akkurat rækker til den forventede levealder, planlægger du reelt for, at en stor andel af mulige liv løber tør før tid.

De fleste seriøse planlæggere anbefaler at bygge til 90 eller 95, uanset hvad middellevetiden siger. Ikke fordi du forventer at nå så langt, men fordi konsekvensen af at fejle er alvorlig, og konsekvensen af at ramme lige akkurat er at leve nervøst.

5. Skattereglerne bliver de samme

Skattesatser, skattetrin, pensionsregler og folkepensionsalder har alle ændret sig i din levetid. De ændrer sig igen. En plan, der antager 2026-reglerne holder til 2050, gør en antagelse, som ingen fremskrivning egentlig understøtter.

Det er ikke muligt at forudsige, hvordan reglerne udvikler sig. Men det er muligt at teste, hvor følsom din plan er. Hvad hvis din marginalskat bliver 5 procentpoint højere? Hvad hvis folkepensionsalderen forhøjes med to år? Hvad hvis modregningen ændrer sig?

En robust plan er ikke immun mod politiske ændringer. Men den ved, hvor den ville skulle justere.

Den sjette stille antagelse: at du bliver den samme

Der er en sjette antagelse, som er endnu mere skjult end de fem: at du selv bliver den samme igennem 30 år. Din risikovillighed ændrer sig. Dine prioriteringer ændrer sig. Dine relationer ændrer sig, og dermed også dit forbrug.

De færreste, der lavede en pensionsplan som 55-årige, ville lave den samme plan som 75-årige. Det er ikke en fejl. Det er livet, der udvikler sig. En robust plan har derfor plads til at blive genskrevet, uden at hver opdatering føles som et stort kursskifte.

Den fælles mekanisme bag alle fem

Fælles for alle fem antagelser er, at de er skrevet én gang og aldrig genbesøgt. En plan, der er lavet i 2015 med 2015-antagelser, er ikke længere en plan for 2026. Den er en fortidsberegning.

Det bedste råd, der findes, er banalt: genberegn hvert år. Skift én antagelse ad gangen. Se, hvor din plan er robust, og hvor den er skrøbelig. Skriv ned, hvad du ville gøre, hvis en bestemt antagelse svigter.

Så bliver planen ikke sandhed. Men den bliver ærlig. Og en ærlig plan sover man bedre med.

De fleste, der bruger tid på det, opdager, at én time om året er nok. En koreografi der ligner selvangivelsen: samme uge, samme skabelon, samme spørgsmål gennemgået. Ti år senere er dine antagelser løbende blevet opdateret, og din plan følger med dit liv.